Formandens kickoff 2009

Hej alle

Vi er nu startet på et nyt år og lad mig starte med at ønske alle en god jul og et godt nytår.
BTC har haft et rigtigt godt år i 2008 med både en rekord stor deltagelse på vores kvindetri, men også med en god tilgang af nye medlemmer.

En række af vores medlemmer har gennemført ambitiøse personlige mål, som maraton, Ironman og lignende, hvilket har været utroligt spændende at følge. Det er positivt at se personer gennemføre egne ambitiøse mål og derved få en lille del af deres glæde.

Umiddelbart ser det ud til, at 2009 vil kunne måle sig med det netop overståede år med hensyn til vores medlemmers personlige mål. Vi har igen i år en række debutanter til maraton, Ironman og lignende, samt en række "garvede" der har sat sig nye mål. Det vil blive rigtigt spændende at følge disse medlemmer i deres træning og stævner, samt den glæde og gode humør der er ved alle klubbens fællestræninger.
Vores nuværende træning i januar, februar og marts er "grundtræning periode 2", hvilket betyder, at vi her har fokus på mængdeforøgelse, og derved forsøger at skabe et så stort fundament, til vi senere skal have fokus på farten. Det betyder også for dem, der ikke helt er kommet i gear endnu, at tidspunktet er et rigtigt godt tidspunkt at begynde eller intensivere sin træning, da dette vil være fundamentet vi senere bygger videre på.

Sponsorudvalget har i år været rigtigt aktive og allerede fået en række vigtige sponsorer og punkter på plads. Det har blandt andet betydet, at vi har fået ny samarbejdspartner på tøj, sko, våddragt, energiprodukter med mere. Vores nye samarbejdspartner hedder Byman Sport, og jeg vil opfordre klubbens medlemmer til at lægge vejen forbi deres hjemmeside og butik - www.byman.dk

Webudvalget har ligeledes opstartet. Deres arbejde med oplæg til ny hjemmeside, og vi kan snart gå videre i processen med selve programmeringen af den ny hjemmeside.
Vores klubnavn og klublogo er blevet optegnet i et bedre format, som betyder, at vi snart kan få trykt klubnavn samt klublogo på vores tøj igen. Vores oprindelige filer med klubnavn og klublogo var af for lille opløsning.

På generalforsamlingen blev det vedtaget, at vi skulle tilbyde medlemmer en cykeljakke samt en ny klubdragt. Vi har allerede præsenteret og bestilt de nye cykeljakker der blev efterspurgt, men venter stadig på selve leverancen. Klubdragten forventer vi prøver på i løbet af januar, således at vi kan få evalueret dem i klubben og nå et indkøb inden stævnesæsonen i år.


Med venlig hilsen

Tom Knøfler