BTC'er skal løbe marathon i Marrakesh




Hej Torben, du og konen skal løbe marathon i Marrakesh – hvordan kom I på den idé ?

Oprindeligt skulle vi have været på en romantisk uge i Rom. Rejsen var en gave til Lisbeth, som tak for hendes støtte og opbakning i forbindelse med min træning til Challenge Copenhagen sidste år. Da jeg skulle købe flybilletterne til Rom faldt jeg imidlertid over destinationen Marrakesh. En kollega havde tidligere på ugen tilfældigvis fortalt mig om maratonløbet i Marokko. Da Lisbeth i forvejen havde planer om at prøve kræfter med maratondistancen i Berlin 2011, syntes jeg (i hvert fald selv), at det kunne være fantastisk, at få denne oplevelse sammen i det tætteste man vel kommer på en by fra 1001 Nats eventyr. Så på trods af mange formaninger fra diverse kvindelige kollegaer (ikke løbere), og med et deltaljeret 16 ugers træningsprogram i hånden, lykkedes det mig overraskende let at få begejstret min, på daværende tidspunkt, næsten utrænede hustru.

Hvordan går træningen ?

Som de fleste udendørsaktive ved, har forholdende i denne vinter ikke været optimale til løbetræning. Og for mit eget vedkommende, må jeg da også tilstå, at der er tilbragt flere timer fastspændt på en spinningcykel i varme træningslokaler end på de livsfarlige isglatte stier og veje på Vestegnen. Lisbeth derimod har derimod trodset alt fra is og sne til tømmermænd efter julefrokoster mm. og pligtskyldigt overholdt stort set hele sit løbeprogram. Resultatet har da også været, at de sidste par weekender hvor vi begge har været ude og snuse til de 30 K, at jeg har måttet tilbringe lidt tid i sofaen med is på lægen, mens Lisbeth frejdigt har tøffet rundt med en støvsuger eller lavet andre overskudsagtige gerninger.
Status i skrivende stund er dog, at vi begge føler os klar til en god lang søndagstur i Marrakesh’s gader

Hvad er planen i selve løbet ?

”Tro ikke, at du kan styre noget selv i Marrakesh, for her tager Orientens fortryllende magi over. Du kan ikke gøre andet end at lade dig rive med…” Sådan står der i en artikel om Marrakesh fra Politikkens rejsetillæg d. 23. januar 2011. Fuldstændig det samme indtryk får man, når man læser andre løberes beretninger fra selve løbet. Vores eneste plan er derfor at løbe løbet sammen (gerne under 4 timer, for længere holdes trafikken ikke tilbage), og ganske enkelt nyde oplevelsen.
Tempoet bliver for mit vedkommende noget lavere end jeg plejer – til gengæld har jeg aldrig prøvet at løbe i så lang tid før. Jeg håber dog alligevel, at jeg vil have så meget overskud. at jeg kan være den støtte for Lisbeth, som jeg har lovet, og som de fleste vist har glæde af, når man første gang skal bide skeer med maratondistancen.

Hvad med resten af sæsonen ?

Efter Marrakesh for piben lidt en anden lyd… Jeg har lovet mig selv, at jeg vil have den skalp at komme under 3 timer på maratondistancen, og det må meget gerne blive til maj i København. Jeg har desuden meldt mig til Frøs ½ Ironman og Challenge Aarhus, som to andre sekundære mål. Jeg skal ikke lave nogle hele irondistancer i år, men har til gengæld meldt mig til en masse forskellige motionsløb. Både fordi det er sjovt at få et nummer på maven, men også for at fastholde et rimeligt bundniveau på træningen. Drømmen om Hawaii bliverved med at vokse inden i mig, og planen er, at jeg inden jeg kommer hjem fra min sommerferie, har taget en beslutning, om jeg vil gå ”all in” på denne for mig ultimative udfordring.