Før sommerferien mente min coach, Kenneth, at hvis jeg har en IM som mål i 2010, bør jeg da ”lige tage en marathon” inden, så jeg fik en ide om hvor lang distancen er.

Forberedelserne har været mange, et træningsprogram, kost og ernæring og ikke mindst den mentale tilstand har fået ekstra opmærksomhed. Da jeg på et tidspunkt fik udfordringer med mit venstre skinneben, blev jeg alvorlig i tvivl om jeg ville nå at blive klar til Odense Marathon. Men Jan A, Klavs og andre medlemmer stillet deres færdigheder og gode råd til disposition - tak for det.

Søndag morgen gjorde både min kone, Pernille og jeg gjorde os klar til måske årets største udfordring, en ½ og en hel marathon. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så nervøs / spændt, et godt eksempel er at, jeg var på ”det lille hus” mere end tre gange :-).

I Odense, sportsmessen, mødte jeg først Louise, sammen med sin veninde og ikke lang tid efter så jeg Henrik i den nemt genkendelige BTC cykeljakke, efterfulgt at Klavs og Jens. Det var fedt at kunne dele tiden med de andre inden løbet og ikke mindst var det med til at fjerne noget af min nervøsitet. Til min store ærgrelse opdagede jeg at de tre andre have iført sig vores tri-dragt og min lå hjemme i skuffen. Jeg gik i totalt tøse-mode og nærmest forlangt at de godt lige kunne have ringet inden stævnet og aftalt nærmere :-)

Uden for skinnede solen og der var lagt op til en varm dag med temperaturer imellem 20 og 22 grader. I start området gik jeg til tids zonen "fire til fem timer", jeg ville bruge de fem første km til at blive varm og de næste fem km, til at ”se benene an”. Alt gik som jeg have planlagt hjemme fra, dog savnede jeg min tri-dragt og et par solbriller i varmen. Den estimerede tid holdt da også frem til ca. 34 km, så fik jeg oplevelsen af at mine ben var løbet tør for batterier. Herfra kunne jeg mærke at jeg skulle kæmpe meget mere end forventet for at holde tiden, men omkring 36 km var det ikke noget at gøre. Jeg kunne simpelthen ikke holde den samme tid mere og jeg begyndte at gå efter at have været i depoterne. Sådan gik de næste par km.

Der hvor jeg troede 38 km mærket skulle være, stod der 39 km, jeg blev noget overraske og jeg have mest lyst til at tude af glæde og stolthed, men nok også fordi jeg var meget træt. Men det var fedt. Nu gik det endda så vidt at jeg kunne se på tiden, at jeg teoretisk set, kunne nå i mål på under fire timer. Det var en kæmpe motivation i sig selv.

Så det at, løbe ind på stadionet, høre publikumsklappen, mærke atletikstadionets bløde underlag, speakeren der fortalte en masse jeg ikke hørte og at vide at der kun var nogle få hundred meter tilbage, det var stort.

Men endnu større var det da jeg så tids uret over målstregen viste tiden 3.55.47 fik jeg allermest lyst til at tude, slå koldbøtter og råbe til publikum at jeg lige har gennemført mit første marathon på under fire timer. Men min energi niveau var ikke lige til det. Så jeg måtte simpelthen sende et kys af sted til tids-uret, for det var årets fedeste ting at se.

Og for første gang til et stævne følte jeg at, den medalje der blev hængt om halsen på mig var en virkelig guldmedalje og hold kæft hvor var det lækkert. Jeg har kæmpet og fortjent den medalje og i skrivende stund bliver jeg igen glad og stolt.

Lige nu er jeg meget øm i lårene og det er udfordrende at skulle op af stolen og ned af trapperne :-) Apropos udfordringer, så er jeg top motiveret for at gennemfører en IM næste sommer.

Vi ses forhåbentlig til mange træningstimer.

Mikio Karmann