Jule O-løb/banko 2009




Så oprandt den store dag, jeg skulle deltage i mit første jule o-løb, med efterfølgende julegodter og banko, jeg kunne næsten ikke vente.

Jeg var klar til at tage afsted, i cykelskuret viste det sig nu at jeg var den lykkelige ejer af ikke en, men to punkterede cykler. Jeg lånte naboens, jeg var ikke længere i super god tid, men lidt opvarmning har aldrig skadet.
Jeg kørte mod klubhuset i rask tempo og i mine egen tanker. Pludselig gik det op for mig at jeg vist havde glemt at dreje, så det blev gjort ved næste mulighed. Det næste stykke vej var i et for mig fuldstændig ukendt industrikvarter i Rødovre(tror jeg). Da jeg spottede en computercity, begyndte jeg at ane hvor jeg var, og da jeg stødte på volden, gik resten fint, og jeg ankom i fin stil.
Super optakt til O-løbet, jeg havde både varmet op og trænet stedsansen, det kunne ikke gå galt.

Ved klubhuset var de andre deltagere også mødt op, og alle så skarpe ud.
Der var vist opstået lidt småproblemer, da en større gruppe unge mennesker, var af den overbevisning at de havde booket lokalerne og at der så ikke var plads til os. Her viste arrangørgruppen et umådeligt storsind, og lod de unge beholde lokalet, selvom der naturligvis forelå en misforståelse, lynhurtigt blev banko/glögg/æbleskive delen af dagen rykket til meget hyggeligere lokaler i Flemming og Lornys kælder.

Nå til det vigtigste, fordelingen af holdene. Jeg var heldig og kom til at danne et rent allstar hold med Michael og Gertie. Det kunne ikke gå galt, det var vores skæbne at vinde.

Peter briefede os om hvordan det kom til at foregå, jeg ved ikke helt hvad jeg lavede for da Peter var færdig anede jeg stadig ikke hvad vi skulle, men hvad betyder det, når man er på hold med to så rutinerede oløbere.
Selve løbet gik fint, og vi fik løbet nogle fine ture i lokalområdet, og for en som mig, var det mærkeligt at se stadion uden at være iført min fine hvide trøje, men nok om det.

Da resultatet blev offentliggjort, blev jeg overrasket, vi vandt ikke. Det viste sig at Jørgen og Charlotte både havde løbet og kigget på kort.

Så herfra tillykke med sejren.

Så gik turen videre til Vallensbæk.
Kenneth blev udnævnt til opråber, og gjorde det super, han udtrak lige de rette numre.

Det blev spillet banko og hygget til den store guldmedalje, og dagen var super hyggelig.

Jens Gelbek